tirsdag den 18. marts 2008
onsdag den 12. marts 2008
Historien om Emil i en danske badmintonklub.
Et par ord fra Emil, 6 år, badmintonspiller endnu.
Jeg hedder Emil og er 6 år og går til badminton i badmintonklubben, for det er der mange i min klasse og fra gaden der gør, og jeg synes det er sjovt - hvis jeg bare kunne ramme bolden. Og nogen gange råber træneren meget højt, at jeg skal ta´ mig sammen og se at få proneret min arm. Det ville jeg ellers også gerne, hvis jeg viste hvad det var.
De andre i klassen er Ida, hun spiller single og spiser sundt tyggegummi som hende der Camilla Martin fra fjernsynet. Hun har tit mavepine, når vi skal spille – sidste gang tabte hun 0/21 0/21 og fik æg med briller. Det syntes vi lød skide skægt og vi grinede meget af hende. Træneren råbte meget højt og sagde hun spillede meget dårligt. Peter hedder sådan efter ham, der blev verdensmester over ham der var skadet – det har vi tit leget nede i hallen – og nu kan vi osse tælle til 21 point.
Lille Henrik er lige begyndt – han har været til træning 9 gange nu. I torsdags ramte han bolden og du kan tro han blev glad. Ole og Jens er de store på vejen. De gider ikke altid spille med os og de træner hele tiden hopsmash og hartono-benarbejde. Når vi spiller med Ole og Jens skal de altid være Europamester og All England-mester og så skal vi altid komme fra Irland og Østrig..
Der er ikke altid det med træning er lige sjovt. Vi spiller tit på en stor bane, hvor nettet er højere end Peters mor og jeg får altid helt ondt i hovedet af at kikke op mod netkanten og ved at slå bolden med strakt arm. Når bolden kommer over nettet kan jeg ikke altid finde ud af hvor jeg skal stå på banen, fordi banen er lige så stor som vores hus.
Boldene vi spiller med er meget hurtige og det er svært at finde ud af reglerne. Hvornår bolden er ude i single og i double – altså der hvor man spiller 2 og 2 sammen mod 2 andre. Nogen gange må man tælle til 21 og andre gange er det til mere - altså hvis vi er lige gode. Når vi spiller er det altid de samme, der vinder, fordi de kan ramme bolden og slå langt. Det er slet ikke som når vi spiller i haven, hvor vi bare tæller hvor mange gange vi kan ramme bolden – men sådan er regler jo siger træneren. I kan ikke spille som I har lyst til..
Det er mest uretfærdigt, når træneren siger vi skal lave en stor svingsløjfe – og jeg kan ikke en gang binde mine egne sko – men det kan Ole og de andre. Min far og alle de andre forældre har ellers travlt med at fortælle os hvad vi skal gøre og ikke må gøre. De råber hele tiden ”Slå den helt ned på linien” , ”Gå te´n” og ”Op på tæerne” – osse selv om træneren siger vi skal ned i knæerne. Det er ikke til at finde ud af.
Nu har jeg spillet single, double og mixdouble i et halvt år og lært en masse om at tappe, om at spille i trekanter og at om pigerne skal stå ved nettet. Det snakker vi tit om i klassen efter vi har spillet.
Det var bare det jeg ville sige. Hej!
Af Morten Christensen.
Her har vi Clarence the Badminton Kid. Spændende - prøv at se med.
Jeg hedder Emil og er 6 år og går til badminton i badmintonklubben, for det er der mange i min klasse og fra gaden der gør, og jeg synes det er sjovt - hvis jeg bare kunne ramme bolden. Og nogen gange råber træneren meget højt, at jeg skal ta´ mig sammen og se at få proneret min arm. Det ville jeg ellers også gerne, hvis jeg viste hvad det var.
De andre i klassen er Ida, hun spiller single og spiser sundt tyggegummi som hende der Camilla Martin fra fjernsynet. Hun har tit mavepine, når vi skal spille – sidste gang tabte hun 0/21 0/21 og fik æg med briller. Det syntes vi lød skide skægt og vi grinede meget af hende. Træneren råbte meget højt og sagde hun spillede meget dårligt. Peter hedder sådan efter ham, der blev verdensmester over ham der var skadet – det har vi tit leget nede i hallen – og nu kan vi osse tælle til 21 point.
Lille Henrik er lige begyndt – han har været til træning 9 gange nu. I torsdags ramte han bolden og du kan tro han blev glad. Ole og Jens er de store på vejen. De gider ikke altid spille med os og de træner hele tiden hopsmash og hartono-benarbejde. Når vi spiller med Ole og Jens skal de altid være Europamester og All England-mester og så skal vi altid komme fra Irland og Østrig..
Der er ikke altid det med træning er lige sjovt. Vi spiller tit på en stor bane, hvor nettet er højere end Peters mor og jeg får altid helt ondt i hovedet af at kikke op mod netkanten og ved at slå bolden med strakt arm. Når bolden kommer over nettet kan jeg ikke altid finde ud af hvor jeg skal stå på banen, fordi banen er lige så stor som vores hus.
Boldene vi spiller med er meget hurtige og det er svært at finde ud af reglerne. Hvornår bolden er ude i single og i double – altså der hvor man spiller 2 og 2 sammen mod 2 andre. Nogen gange må man tælle til 21 og andre gange er det til mere - altså hvis vi er lige gode. Når vi spiller er det altid de samme, der vinder, fordi de kan ramme bolden og slå langt. Det er slet ikke som når vi spiller i haven, hvor vi bare tæller hvor mange gange vi kan ramme bolden – men sådan er regler jo siger træneren. I kan ikke spille som I har lyst til..
Det er mest uretfærdigt, når træneren siger vi skal lave en stor svingsløjfe – og jeg kan ikke en gang binde mine egne sko – men det kan Ole og de andre. Min far og alle de andre forældre har ellers travlt med at fortælle os hvad vi skal gøre og ikke må gøre. De råber hele tiden ”Slå den helt ned på linien” , ”Gå te´n” og ”Op på tæerne” – osse selv om træneren siger vi skal ned i knæerne. Det er ikke til at finde ud af.
Nu har jeg spillet single, double og mixdouble i et halvt år og lært en masse om at tappe, om at spille i trekanter og at om pigerne skal stå ved nettet. Det snakker vi tit om i klassen efter vi har spillet.
Det var bare det jeg ville sige. Hej!
Af Morten Christensen.
Her har vi Clarence the Badminton Kid. Spændende - prøv at se med.
Abonner på:
Opslag (Atom)
